Timelærer i basun

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium søger en engageret timelønnet underviser på trombone/basun fra studieåret 2024/25.

Om stillingen 
Som timelønnet hovedfagsunderviser skal du kunne varetage undervisning i basun (tenorbasun og basbasun) som hovedfag på alle niveauer, samt varetage undervisning i kammermusik og orkesterstemmespil.

Undervisningsåret starter i slutningen af august og er fordelt på 24 undervisningsuger og projektuger fordelt på to semestre. Stillingen opslås under forudsætning af det nødvendige timegrundlag og vil kunne variere fra studieår til studieår fra 0-5 timer pr. undervisningsuge.

Du vil varetage undervisning og indgå i et fagligt fællesskab med de øvrige undervisere, faggruppeleder og uddannelsesleder inden for dit fagområde på konservatoriet. Der er på DKDM to undervisere på basun. Udover undervisning i hovedfag forventes ansøgere også at kunne varetage undervisning i kammermusik og orkesterstemmespil.

Vi forventer at du har en høj grad af ansvarsfølelse, fleksibilitet og kan tage ansvar for selvstændig undervisningsplanlægning inden for studieordningernes rammer.

Opgaverne omfatter ugentlig undervisning og undervisningsforberedelse i løbet af studieåret samt deltagelse som censor og forberedelse ved egne studerendes eksamener i eksamensperioderne. Censorvirksomhed aflønnes adskilt. For yderligere information om indholdet af undervisningen henvises til studieordningerne, der findes på konservatoriets hjemmeside.

Kvalifikationer 

Vi forventer, at du har:
 

  • Kunstnerisk uddannelse fra et musikkonservatorium eller fra en anden højere videregående uddannelsesinstitution med basun som hovedfag
  • Undervisningserfaring fra et musikkonservatorium eller fra en anden højere videregående uddannelsesinstitution
  • Betydeligt kunstnerisk virke og er aktivt udøvende musiker på højeste niveau
  • Omfattende erfaring fra kunstnerisk praksis inden for det ansøgte område
  • Undervisningserfaring på musikkonservatorieniveau eller lignende inden for det ansøgte område
  • Erfaring med undervisning i kammermusik og orkesterstemmespil for
  • Viden om og indsigt i pædagogiske metoder og pensum/repertoire inden for fagområdet

Konservatoriet er en uddannelsesinstitution med et internationalt studiemiljø, hvor det er naturligt, at alle undervisere udover at kunne undervise på dansk/skandinavisk, også kan varetage undervisning på engelsk.

Ansættelsesprocedure

Der vedlægges ansøgning, cv samt evt. dokumentation for kvalifikationer i form af andet materiale.

Alle ansøgere gennemgår en kvalifikationsbedømmelse ud fra ovenstående kriterier. Hvis du tidligere har fået foretaget kvalifikationsbedømmelse, bedes du vedlægge denne din ansøgning.

Et bedømmelsesudvalg nedsat af konservatoriets rektor udfører en samlet vurdering af ansøgernes generelle kvalifikationer i forhold til stillingsopslagets krav. En godkendt kvalifikationsbedømmelse er en forudsætning for at kunne blive ansat, men ikke en garanti for ansættelse.

Det skal fremgå af ansøgningen, hvorvidt man i studieåret 2024/2025 forventer fuldtidsansættelse andet sted.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til uddannelsesleder Katja Elkjær-Pedersen på katja.elkjaer@dkdm.dk faggruppeleder Jesper Juul Windahl på jesper.windahl@dkdm.dk eller tlf: +45 20282715.

Løn- og ansættelsesforhold 

Ansættelsen sker i henhold til Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning, sats 1. Lønnen pr. undervisningstime (inkl. forberedelse) udgør kr. 657,71. (niveau 1.10.2023). Hertil kommer 12,5 % i feriepenge.

Frigørelsesattest udstedes efter anmodning. Ansøgningsfrist tirsdag den 2. april 2024 kl. 12.00.