Kultur- & oplevelseskonsulent

Har du store ambitioner på Esbjergs og kulturens vegne? Vil du være med til at forandre Esbjergs image, skabe by-stolthed og give folk lyst til at slå sig ned i Danmarks femtestørste by?

Så har vi et spændende job til dig, og det er et af dem, der ikke kommer hver dag.

Søges: Kultur- & oplevelseskonsulent (genopslag)

Haves: By med ambitiøs vision om udvikling
 

Esbjerg Kommune har vedtaget en ambitiøs strategi for at sætte skub i væksten og trække endnu flere borgere til Esbjerg. Vi tror på, at vejen frem er at udvikle byens kultur- og oplevelsesprofil, og det er her, du kommer til at spille en central rolle, når visionen skal gøres til virkelighed. Er du nysgerrig på, hvad visionen indeholder, så kig forbi https://www.esbjerg.dk/om-kommunen/esbjergs-fremtid.

Esbjerg Kommune er ambitiøs, så det skal du selvfølgelig også være. Derfor søger vi nu en kultur- og oplevelseskonsulent, der både kan tænke store tanker, udfordre os og løfte kulturlivet til nye højder.

Du bliver helt central i forhold til at:

  • fastholde det strategiske fokus og sikre, at ambitionerne i visionen for Esbjerg som en stærk kultur- og oplevelsesby bliver omsat i handlinger og resultater.
  • medvirke til et stærkt og tværgående samarbejde omkring visionen for Esbjerg som kultur- og oplevelsesby.
  • være opsøgende og analyserende på nye muligheder for store og stedspecifikke events i Esbjerg.
  • iscenesætte og sikre, at projekter får størst mulig effekt.
  • lede projekter og deltage som en aktiv og kreativ medspiller i meget forskelligartede indsatser.

Dine faglige og praktiske kompetencer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke altafgørende, men vi bliver glade, hvis du har en personlig profil med faglighed og erfaring, der matcher stillingen. Det betyder, at du bl.a. har:
 

  • strategiske kompetencer ud over det sædvanlige.
  • indgående kendskab til kultur- og eventbranchen nationalt.
  • stærke grundlæggende analytiske kompetencer, hvor data og faglig viden bliver anvendt
  • et solidt og tillidsfuldt netværk på nationalt plan.
  • positiv erfaring med tværgående samarbejde.
  • kendskab til byudvikling.
  • dokumenteret erfaring med at omsætte teori til praksis.
  • økonomisk overblik og erfaring med at udarbejde budgetter.
  • erfaring fra en politisk styret organisation.

Stillingen vil kræve din fulde opmærksomhed, og du skal være indstillet på skæve arbejdstider i din ansættelse.

Dine personlige kompetencer
Vi søger en ny medspiller, som har mod på at udfordre vanetænkning og give os relevant modspil. For at det kan lade sig gøre, forventer vi, at du bl.a. har:
 

  • et stærkt personligt drive, der er vedholdende i det lange seje træk, og du ser muligheder frem for begrænsninger.
  • stærke formidlingsevner og ild til at skabe begejstring og opbakning hos både eksterne og interne samarbejdspartnere.
  • et imødekommende og udadvendt væsen og en god portion humor.
  • evne til at indgå konstruktivt i debatter og udviklingsprocesser.
  • vilje til proaktivt at opsøge viden og samarbejdspartnere.
  • nysgerrighed efter at sætte dig ind i nye stofområder.
  • energi og initiativ.
  • kærlighed til systematik, struktur, grundighed og kvalitet.
  • gode ører, så du reelt kan høre, hvad din samarbejdspartner siger.
  • lyst og evne til at arbejde selvstændigt, så du får noget fra hånden.
  • lidt kant og mod til at tænke skævt og udfordre ”plejer”, men også erfaring i at kunne tackle den modstand, den tilgang kan give.

Vi tilbyder

  • et spændende job med høj grad af selvstændighed.
  • varierede og udfordrende opgaver.
  • et godt arbejdsmiljø præget af en ordentlig og uformel tone.
  • flekstidsordning og hybridarbejde.
  • mulighed for relevante kurser.

Du vil komme til at indgå i et konsulentteam bestående af seks erfarne kollegaer. Konsulentteamet understøtter kommunens kulturstrategier, og du vil derfor få en bred berøringsflade. Du vil få nye kolleger, som sætter pris på et godt grin, en god samtale og vægter, at alle bidrager til at skabe en hverdag og et samarbejde, hvor vi hjælper og støtter hinanden.

Du vil derudover også skulle arbejde tæt sammen med en række andre forvaltninger og afdelinger i kommunen, samt med eksterne samarbejdspartnere. Vi har derfor store forventninger til dine samarbejdsevner, din energi, din evne til at skabe netværk, din proaktivitet og ikke mindst til din evne til at tænke ud af den berygtede boks.

Som konsulent i Børn & Kultur får du et alsidigt job, hvor du selv har stor indflydelse på dine opgaver og den måde du løser dem på. Du vil være en vigtig brik i forhold til at optimere kvalitet og udvikle netop de arbejdsformer, som gør, at vi kommer i mål med vores opgaver.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende aftale/overenskomst.

Der er tale om en treårig ansættelse.

Stillingen er med ansættelse pr. 1. juni 2024 eller snarest derefter.
Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres, og børneattest vil blive indhentet.

Ansøgningsfrist:
Vi skal have din ansøgning senest torsdag den 18. april 2024

Samtaler:
Første samtale forventes afholdt den 23. april 2024 og anden samtale forventes afholdt den 26. april 2024.  

Alle kvalificerede, uanset køn, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingen.

Går du videre efter ansættelsessamtale, vil der blive indhentet referencer fra nuværende og/eller tidligere arbejdsgiver, hvis du fortsat er i betragtning til stillingen. Du vil blive informeret inden der bliver indhentet en reference. 

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte kulturchef Ulla Visbech på mobil: 20485073 eller mail uvi@esbjerg.dk.

Ansøgningen sendes elektronisk. Klik på "send ansøgning" nederst og vedhæft din ansøgning, CV og relevant dokumentation.